Barbados - under overfladen

Barbados har det hele, når man taler om strand og vand. Men hvis man tager til Barbados og ikke kommer længere end til strandkanten, så snyder man sig selv for nogle fantastiske oplevelser under overfladen.

Ingen tvivl om, at de hvide sandstrande på øens syd- og vestkyst er i særklasse, men det er mulighederne under overfladen også.

Snorkeling og dykning i særklasse

Uanset om man dykker eller snorkler, er der gode muligheder for at få nogle fantastiske oplevelser under overfladen på Barbados. Der er adskillige skibsvrag rundt om øen, og de ligger i forskellig dybde, så alle dykkere kan være med. 
Snorkeling er mange steder mulig fra kysten, så man ikke behøver at tage på en bådtur for at få en god oplevelse.

Både dykning og snorkeling foregår hovedsagelig på øens vest- og sydvendte kyster. Den østvendte atlanterhavskyst er god til surfing men som regel alt for urolig til især snorkeling.
Der er adgang til havet fra de vidunderlige strande på Barbados’ vestkyst, men sandstrande er ikke altid det samme som god snorkeling. Ofte tværtimod.
Hvis man leder efter gode steder at snorkle på Barbados, vil man få mange hits, men hvornår er det godt at snorkle et sted ? For os er det vigtigt, at der er andet at se på end sandbund, fx. fine fisk, flotte koraller eller et vrag. Her kan du læse lidt mere om gode snorkeloplevelser.

Dykning i Carlisle Bay

Carlisle Bay er det foretrukne dykkersted på Barbados. Det ligger på den sydlige del af øens vestkyst og er hjemsted for flotte koralrev og en del sunkne skibsvrag. 
Vragene har ligget på havets bund så længe, at der er vokset koraller på dem, og dermed tiltrækker de også fisk, skildpadder, rokker, mm. 
Vrag og rev ligger ikke alle så langt ude i Carlisle Bay, så det kan godt lade sig gøre at svømme ud til nogen af dem. Ellers arrangerer de forskellige dykkerfirmaer også snorkelture. Vi brugte The Dive Shop, hvor der også blev taget godt hånd om en ung nybegynder udi dykningen.

Folkstone Marine Park

Folkstone Marine Park ligger lige nord for Holetown på Barbados’ vestkyst godt 20 minutters kørsel nord for Bridgetown. Det er en hyggelig lille strandpark, hvor der både er gode parkeringsmuligheder, og som navnet siger  en lille park med kiosk, toiletter, mv. Hvis man både vil nyde stranden og snorkle, er dette et fint sted.

Ved Folkstone Marine Park kan man snorkle ganske tæt på stranden, og det er nemt at komme i vandet. Dels er der sandbund et stykke ud i vandet, dels ligger stranden i en lille lagune, hvor der som regel er forholdsvis rolige forhold.
Man skal ikke ret langt ud, før der er rev og et fint fiskeliv.