Vores livs drømmerejse
At sejle fra ø til ø og lægge til i den ene turkisblå bugt efter den anden er for mange en drøm. Vi gjorde drømmen til virkelighed, og det blev vores livs drømmerejse. Ø-hoppet startede på Bequia og sluttede på Grenada efter en uge med uforglemmelige oplevelser.
St. Vincent og Grenadinerne (SVG) og Grenada er endnu ikke overrendt som turistdestination, og herudover er det et perfekt sejlerfarvand.
Vi havde ingen sejlererfaring og faktisk har halvdelen af familien tilbøjelighed til søsyge, men vi valgte alligevel at lade en sejltur indgå som en del af vores tur til det sydlige Caribien. Det gjorde vi, fordi vi elsker at snorkle, ro i kajak og mange af de andre tinge, man kan foretage sig på og i vandet.
Vi har ofte været på ferie og kigget længselsfuldt efter bådene på vandet, og den frihed de har til at besøge gode strande og snorkelsteder og lægge til, hvor og hvornår det passer dem.
Det er skønt at betragte en solnedgang fra stranden på en caribisk ø, men det er bedre at betragte den fra en blidt vuggende sejlbåd og vide, at efter en god nats søvn med lyden af bølgernes skvulpen i baggrunden, står man op til en tilsvarende smuk solopgang.
Fra Bequia til Grenada
Vores caribiske sejlereventyr startede, da vi blev hentet af Nemo ved Jack’s Beach Bar på Bequia og endte en uge og mange oplevelser senere i Port Louis på Grenada.
Ind imellem havde vi sejlet mellem ubeskriveligt smukke tropeøer og snorklet med skildpadder og rokker i det klareste turkisblå vand. Vi havde ledt efter den rom, Jack Sparrow begravede i Pirates of the Caribbean og spist barbeque om aftenen på en øde ø. Vi havde besøgt en ø så lille, at der kun er en enkelt parasol på øen (Umbrella Island) og Happy Island – en lille ø bygget på vilje og konkylier.
Alt var arrangeret af BlueFoot Travel og Sam og Neil, som ejer båden Nemo og selv fungerede som skipper, kok, guide, sejlerinstruktører og fantastisk selskab.
Nedenfor kan du læse om den ugelange sejltur fra start til slut, og her kan du læse mere om de øvrige dejlige øer, vi besøgte på denne ferie og andre skønne caribiske øer.
Dag 1: For anker ved Bequia
Forventningerne var store og spændingen høj, da vi om eftermiddagen fik en drink i Jack’s Beach Bar ved Admiralty Bay på Bequia, mens vi ventede på Nemo og dens besætning, Sam og Neil. Vi vidste, at der ikke ville være andre gæster end os på båden, og vi kendte ruten, vi skulle sejle, men det meste andet var nyt og ukendt.
Allerede ved mødet med Sam (Samantha) på kajen blev vi beroliget, for vi blev mødt med smil og knus af hende, der skulle være vores værtinde, kok, guide og meget mere i den kommende uge.
Vores bagage var – som foreskrevet – pakket i bløde tasker, men de var ikke så små, som vi kunne ønske, da vi skulle have dem bakset ned i jollen Dory, der skulle sejle os ud til Nemo. Vores undskyldning var, at vi jo skulle have bagage med til fire ugers tur i Caribien og Canada, men det gode råd er som altid: Når du er færdig med at pakke, så lad halvdelen blive hjemme.
Nemo er en 49 fods sejlbåd med 4 kahytter med hver deres toilet og bad. Der var ikke andre gæster end vores lille familie, så vores to drenge kunne finde sig til rette i hver deres lille kahyt, og Søren og jeg fik en lidt større kahyt. Ikke meget plads, men når man får tømt taskerne og lagt tingene på rette hylde, er der alligevel forbløffende meget plads i sådan en lille kahyt.
Vi startede med en lille snorkeltur, og selv om vi ikke var langt fra land, var vi glade for, at vi ikke skulle svømme helt derud.
Snorkelturen blev efterfulgt af en kop kaffe og hjemmebagte brownies – kun en lille forsmag på de små mirakler, Sam viste sig i stand til at frembringe i det lille køkken.
På trods af, at båden kun vuggede blidt i Admiralty Bay lykkedes det en af drengene at blive lidt søsyg, men ham, der havde fået søsygeplaster bag øret, slap lidt billigere.
Om det i de kommende dage, var plasteret, der virkede, eller de bare vænnede sig til det, vides ikke, men det lykkedes at holde søsygen på afstand. Og ved optræk til søsyge, virkede det at komme op og stå og få hånden på roret. Selv om vi slet ikke havde sejlet endnu, var vi godt trætte, da vi tørnede ind, så på trods af en helt ny fornemmelse ved at sove på en båd, var vi friske og udhvilede næste morgen.
Dag 2: Bequia - Petit Nevis - Mayreau
Det var en skøn fornemmelse at vågne på båden og bare kunne gå op på dækket, hvor en kop friskbrygget kaffe ventede. Den kunne vi så drikke, mens vi nød morgenen og Sam lavede morgenmad. Alle tilbud om at hjælpe til i køkkenet blev afslået – det var os, der havde ferie – så i løbet af ugen blev det kun til lidt borddækning, ellers sørgede Sam for det hele.
Og hun frembragte nogle fremragende måltider; ikke det vilde luksus, men sund og veltillavet mad, og hele tiden var hun opmærksom på, hvad vi gerne ville have og kunne lide.
Hjemmefra havde vi udfyldt spørgeskemaer, så hun vidste, hvad vi kunne lide og tåle. Vi er ikke kræsne, men der var taget højde for alt – allergier, appetit, mv.
Efter morgenmaden sejlede vi en kort tur til Petit Nevis, hvor vi snorklede og fik lejlighed til at prøve Nemo’s paddleboard.
Vandet på de breddegrader holder en fast temperatur på omkring 25 grader, og der er mange sunde koralrev og forskelligt liv at se på, så det kan være svært at løsrive sig, når man ligger der i overfladen. Så er det skønt at man bare skal kravle ombord og straks er der serveret frokost.
Efter frokost sejlede vi fra Petit Nevis til Mayreau – en sejltur på ca. fire timer. På vejen sejlede vi forbi øen Canouan, men sejlede ikke derind. Canouan er delt i to, hvor der i den ene ende af øen ligger et stort og dyrt resort, som så at sige ejer øen. I den anden ende af øen bor den forholdsvis fattige befolkning, der for de flestes vedkommende er afhængige af resortet. Det kan godt give anledning til lidt gnidninger, og flere sejlbåde har være udsat for pirateri, når de har ligget for anker der, så Sam og Neil har af sikkerhedsmæssige årsager valgt ikke at kaste anker der.
Heldigvis er der mange andre smukke øer. En af dem er Mayreau, der med Salt Whistle Bay er billedet på en caribisk ø.
Salt Whistle Bay på øen Mayreau er et yndet sted for både at lægge til. Den lille bugt giver læ, og det er en fin lille ø, der nogle steder er så smal at man kan se over på den anden side af øen.
På stranden kommer lokalbefolkningen om dagen og hænger deres tørklæder mv. op, så de kan ses på lang afstand, og der er nogle få barer og restauranter, der lever af gæsterne fra sejlbådene og de få turister, der er på øen.
Vi kom så sent på eftermiddagen, at boderne var ved at lukke ned, men vi svømmede alligevel ind til stranden og fik fast grund under fødderne for en kort stund, inden vi nød solnedgangen og en drink fra båden.
Dag 3: Tobago Cays
Tobago Cays Marine Park er en nationalpark, som ligger en kort sejltur fra Mayreau, og snorkling her er en uforglemmelig oplevelse. Vandet har præcist den turkise farve, man normalt kun ser i reklamer og livet under vandet er næsten ikke til at løsrive sig fra igen. Alle øerne er ubeboede, og man må ikke overnatte inden for parkens grænser.
Selv om der ikke tillades et ubegrænset antal både at ankre op, kan der i højsæsonen (november – april) være rigtig mange både her, men vi var heldige, at der ikke var ret mange både, da vi ankom.
Vi ankrede op ved den lille ø Baradel inden for revet. Øen er ubeboet, men vandet lige ud for er hjemsted for skildpadder, rokker og mange tropiske fisk. Store søstjerner ligger strøet som et tæppe på sandbunden.
Koralrevene er forholdsvis velbevarede, og der hvor der er sandbund, er det nemt at støde på en skildpadde
Der er muligt at se både Hawksbill (ægte karette) og Green Turtles i vandet her. Da der ikke var så mange både, virkede skildpadderne mindre sky og blev lidt længere tid i overfladen, inden de igen dykkede ned på bunden for at græsse.
Ikke kun skildpadderne, men også rokker og andre fisk virkede meget lidt sky, og det var muligt at komme meget tæt på nogle af dem.
Efter frokosten sejlede vi i “Dory the Dinghy” ud på selve revet, hvor der udover fiskelivet også var flere flotte koraller. Men det var en blæsende omgang med store bølger, og der skulle bruges flere kræfter, så det var rart at “Dory” var lige i nærheden hele tiden.
Sikkert tilbage ombord på Nemo sejlede vi uden for marineparkens område og ankrede op for natten.
Denne aften skulle vi “ud og spise”, så vi klædte om til de pæne shorts og ventede på, at Willy skulle hente os i sin lille båd og bringe os ind på stranden på den lille ø Petit Bateau. Her var hans kone Beth ved at tilberede en lækker barbeque på stranden.
Om sommeren er det ikke hummersæson i Caribien, så vi måtte “nøjes” med et udvalg af Beths øvrige lækre retter, som alle var blevet tilberedt i hendes primitive udekøkken. Det var fantastiske retter, der blev frembragt – fisk, grøntsager, og konkylier i kokos.
Denne aften var der et andet selskab, der spiste barbeque på stranden – ellers havde vi øen for os selv og så de mange store eremitkrebs, der bor fast på øen.
Willy og Beth er nogle af de få, der har lov til at have deres køkkener stående fast på øen, men alt andet skal med, når de forlader øen for natten. Det er ikke tilladt for dem eller andre at overnatte på øen. Så det er en lang arbejdsdag – ikke mindst, når vi først skulle sejles tilbage til Nemo, inden Willy kunne tage tilbage og hjælpe Beth med at pakke sammen.
Tobago Cays - under overfladen.
Dag 4: Tobago Cays - Petit Martinique
Som at vågne i paradis – sådan kan det nok bedst beskrives. når den største og eneste fysiske anstrengelse fra morgenstunden er, at stå ud af sengen og gå op på dækket for at nyde en kop friskbrygget kaffe med udsigt til turkisblåt hav.
Om formiddagen – mens vi endnu lå for anker ved Tobago Cays – sejlede vi ind til den lille ø Petit Bateau, hvor vi aftenen før havde spist barbeque. Med Neil som kyndig guide vandrede vi mod toppen af øen og en fantastisk udsigt over Tobago Cays. Det tager ikke lang tid at nå toppen, og det er ikke en særlig anstrengende tur – alle kan være med. Efter at have nydt udsigten over Tobago Cays fra toppen af Petit Bateau gik vi ned på den anden side af øen og endte på den strand, hvor vi aftenen før havde hygget os med barbeque på stranden. Det tog os ikke lang tid at gå rundt om øen og tilbage til jollen Dory, der bragte os ud til Nemo og Sam, der ventede med en dejlig frokost.
Efter frokost besøgte vi endnu en af øerne i Tobago Cays – Petit Tabac. Petit Tabac er øen, hvor den berømte scene fra Pirates of the Caribbean med Jack Sparrow, der vågner op og spørger “Why is the rum gone”, er filmet.
Vi ledte længe, og til sidst lykkedes det da også at finde en kasse begravet i sandet, men rommen var der intet spor af.
Det gjorde dog ikke noget ved oplevelsen – der var også andre ting at se på, bl.a. var strandkanten overstrøet med store konkylier, der var skyllet i land og en lille nursehaj svømmede også rundt i vandkanten. Alt i alt et hyggeligt besøg på en typisk lille tropeø, og rom havde vi jo på båden, så det kom vi heller ikke til at mangle.
Du kan læse mere om Tobago Cays her
Tilbage på Nemo satte vi kurs sydpå og ankrede op i strædet mellem Petit St. Vincent (SVG) og Petit Martinique (Grenada). Petit St. Vincent er en privat ejet ø, hvor der kun er et resort. Øen er billedet på en tropeø med sine friserede strande og vajende palmer. Der var ingen grund til at sejle ind og drikke sundowners der, når vi fra båden kunne nyde dem med udsigt til begge øer. Petit Martinique, der på trods af navnet hører til Grenada, kunne vi ikke gå i land på, da vi endnu ikke havde fået de nødvendige stempler i vores pas. Men fra søsiden var øen meget charmerende at se på med alle de små kulørte huse og stor frodighed – en perfekt kulisse til at nyde endnu en smuk solnedgang.
Dag 5: Petit Martinique - Union Island
Efter morgenmaden satte vi igen kursen lidt mod nord. Vi var i Grenada farvand, og det betød, at vi skulle have orden i immigrationspapirerne, før vi kunne gå i land. På vejen mod Union Island lagde vi vejen forbi den absolut mindste ø på vores rute: Mopion – også kaldet Umbrella Island. Det hedder øen, fordi der udover sand kun er en enkelt parasol på øen – intet andet. Øen er så lille, at man uden at forhaste sig kan gå hele øen rundt på ca. to minutter.
Dory – vores trofaste jolle – lagde til på stranden, og vi var ikke sene til at gå i land. Et andet hold turister var netop ved at forlade øen, da vi ankom, så vi havde hele øen for os selv, og tilbragte lidt tid der med at bade i det klare turkisblå vand, inden Dory sejlede os ud til Nemo igen.
Vel tilbage på Nemo satte vi kurs mod Union Island og byen Clifton. Vi var på vej ind i Grenada farvand, og det betød, at vi ikke måtte gå i land, før immigrationspapirerne var i orden. Efter en kort sejltur ankrede vi derfor op ud for Clifton på Union Island, hvor Neil sejlede i land med vores pas og for at gøre lidt indkøb. Han var ikke væk ret længe, før han kom tilbage uden æg og med besked om at komme tilbage til immigrationskontoret efter frokost.
Som det fremgår af skiltet, har dette kontor, som tager sig af alt fra skat til immigration og andre offentlige ærinder, nogle åbningstider, der ville gøre enhver dansk embedsmand misundelig. Og så er det endda ikke altid de lige holder – her er vi på “island time”.
Efter endnu en dejlig frokost fra Sams lille køkken prøvede vi lykken igen, og denne gang tog vi med for lige at se, hvad der skete på Union Island. Union Island er en typisk lille caribisk ø, der bærer præg af, at her leves et dagligt liv med kun ganske få turister. Men denne dag var søndag, og derfor var øen nok mere stille end sædvanligt. Gaderne var tomme bortset fra geder og høns og nogle ganske få mennesker. En enkelt butik havde åbent, men det er tydeligt, at det ikke er hver dag, der sejles varer til øen. De har dog, det nødvendige, og det lykkedes faktisk også at finde en køleskabsmagnet. Selv om byens boder og forretninger næsten alle var lukkede, fik vi dog indtryk af, at det er et hyggeligt sted, og et godt sted, hvis man skal helt ned i gear.
Happy Island
Et par hundrede meter ud for Clifton på Union Island ligger den lille ø Happy Island. Happy Island er bygget på vilje og konkylier.
For snart 20 år siden besluttede Janti Ramage, en lokal miljøforkæmper, at løse problemet med de mange konkylieskaller, der hobede sig op på strandene på Union Island ved at slå to fluer med et smæk.
Konkylieskallerne var smidt i vandet af de lokale fiskere, når de havde tømt dem for de spiselige konkylier (snegle), og efterfølgende skyllede de så op på stranden til gene for strandgæsterne. Så hvad gør en klog – han bygger en ø af skallerne. Janti startede med en lille ø, som han lavede ved at hælde cement på skallerne. På øen, som han kaldte Happy Island, byggede han en lille bar. Siden har han udbygget, så øen nu er lidt større med plads til flere gæster og nu bor han der selv. Øen ligger inden for revet og er dermed skærmet mod vind og bølger.
Happy Island er kendt over hele Caribien og mange sejlere lægger vejen forbi. Fra Union Island kan man komme dertil med privat båd eller vandtaxi, men det er en god ide lige at aftale ankomsten i forvejen.
Vi lå for anker og spiste frokost ud for øen, men fik desværre ikke selv mulighed for at komme derind og smage en rumpunch, for der var privat fest derinde. Vi kunne dog hygge os med musikken derfra og med synet af alle de festklædte mennesker, der ankom til festen.
I stedet for drinks på Happy Island sejlede vi til den anden side af Union Island og lagde til for natten i Chatham Bay. Endnu en smuk lille bugt, der er en yndet ankerplads for sejlere, da der næsten altid er læ her.
Sejlturen rundt om Union Island var fantastisk smuk og ligeså var udsigten til stranden i Chatham Bay. Søren og jeg snorklede langs den del af kysten, hvor der var klipper og koraller, mens ungerne udforskede bugten i Nemos kajak
Tilbage på Nemo havde Sam lavet “sundowners” til os – vi skulle ikke snydes, bare fordi det ikke var muligt at komme i land på Happy Island. Og solnedgangen blev vi i hvert fald ikke snydt med – den var som altid på de kanter fuldstændig fantastisk.
Dag 6: Union Island - Grenada, Carriacou
Endnu en morgen med fantastisk vejr og udsigt til en smuk blå himmel. Turen gik i dag ind i Grenada farvand og sydpå mod Carriacou. På vejen stoppede vi ved Sandy Island, der – som navnet siger – er en sandet ø, der er så lille, at man kan kigge tværs over den. Men revet omkring øen bød på fin snorkeling med både flotte koraller og godt fiskeliv.. Der er rigtig mange af denne slags små øer i Grenadinerne, og heldigvis har mange indtil videre overlevet både mennesker og orkaner.
Eftermiddagen blev tilbragt med en tur i den mangrove, der ligger ved Tyrell Bay. Her sejlede vi ind i Dory sammen med Neil. Det var hyggeligt at se noget andet, men der var ikke meget fiskeliv at se. Det blev kun til at par pelikaner, der havde fundet hvile på toppen af hver sin mast af et sunket skib.
Tilbage på Nemo fandt vi endnu en gang festshortsene frem, for aftensmaden skulle indtages med fast grund under fødderne. Vi entrede Dory og sejlede ind til en hyggelig lille restaurant lige i vandkanten – The Lazy Turtle. Her stod den på kolde Carib øl og pizza med dragefisk (lionfish). Dragefisk er en invasiv art, som giver problemer for fiskelivet her, men nu har man fundet på at hjælpe udryddelsen af arten på vej ved at spise dem. Og de smager rigtig godt – fint hvidt fiskekød, der også gjorde sig godt på pizza.
Dag 7: Carriacou - Grenada, Moliniere Bay
Vi var tidligt oppe, for det var en lang sejltur, vi skulle ud på. Fem timer tog turen, og vejret vekslede meget. Her var både kraftig vind og regnvejr, men heldigvis også det skønneste solskin. Vi var så heldige at få følge af en legesyg flok delfiner. Det var en dejlig oplevelse at sidde i bådens stævn og se delfinerne lege foran båden.
Grenada er en smuk og frodig ø, og sejlturen ned langs øens vestksyt var den bedst mulige måde at ankomme til øen på. Dels fik vi alle de små byer at se fra søsiden, dels blev vi meget hurtigt klar over, hvorfor øen også kaldes “Isle of Spice”, Duften af alle de krydderier, der dyrkes på øen blæser helt ud på havet og er den skønneste modtagelse, man kan forestille sig.
Moliniere Underwater Sculpture Park
Dagens – og en af turens – store højdepunkter var besøget i Moliniére Underwater Sculpture Park i Moliniére Bay ved Grenadas vestkyst. Vi kastede anker ved frokosttid og brugte hele eftermiddagen i vandet med at kigge på flotte rev, fantastiske fisk og ikke mindst prøve at finde og identificere de ca. 80 skulpturer, som den britiske kunstner og miljøforkæmper Jason Taylor har lavet og opstillet på havbunden. Skulpturerne er ikke bare kunst, men er også lavet for at bidrage til genopbygningen af koraller og dermed liv i havet gennem det korallag, der med tiden dannes på skulpturerne.
Moliniére Underwater Sculpture Park ligger ikke langt fra kysten kun få kilometer nord for Grenadas hovedstad St. Georges, men det er ikke blot nemmest, men også mest charmerende at ankomme dertil i båd. Læs mere om Moliniere her.
På billedet har Peter taget plads på bænken på havbunden sammen med en dame, der er ved at tage en selfie – en af de mange skulpturer
Vores sidste aften på Nemo startede med endnu en fantastisk smuk solnedgang efterfulgt af en festmenu fra Sams side. Fantastisk hvad der kan frembringes i sådan et lille køkken og på den lille grill, der hang over rælingen.
Dag 8: Grenada
Den sidste nat blev tilbragt ved Moliniére. Det betød, at vi næste morgen kunne fortsætte, hvor vi slap med optællingen af skulpturerne på havbunden. Det lykkedes ikke at finde allesammen, men de fleste af dem fik vi da set.
Det var med et vist vemod, at vi satte kursen mod Port Louis Marina lidt syd for St. Georges, men også rart at skulle have fast grund under fødderne igen efter en uge til søs.
Ved middagstid blev vi sat i land sammen med vores alt for store bunke baggage og en uges fantastisk eventyr til søs var slut. Heldigvis havde vi både en lille uge på Grenada og nogle dage i Canada at se frem til, men der skal ikke herske tvivl om, at vores tur med Nemo for alle i familien står som en af de mest fantastiske ferier, vi har haft. Der er ikke alverdens plads ombord på sådan en båd, men man finder hurtigt ud af, hvor lidt man faktisk har brug for til en uge, der tilbringes i eller på vandet på de breddegrader. BlueFoot Travel med Sam og Neil som kok, kaptajn, guide og meget mere kan varmt anbefales. Ved hjemkomsten modtog vi denne lille video fra dem, hvor de havde stykket lidt minder sammen, som vi siden har varmet os ved.