Jewel in the Crown
Tobago Cays Marine Park er på alle måder juvelen i kronen. Tobago Cays består af fem små ubeboede øer fordelt i den smukkeste turkisblå lagune, man kan forestille sig. Vandet her er krystalklart og huser smukke koralrev, farvestrålende fisk, skildpadder, søstjerner og meget mere. De små øer har fantastiske strande og en natur, der også gør en tur rundt på øerne til en oplevelse i sig selv. Ikke mindst for udsigtens skyld.
Fire af de små øer (Petit Bataeu, Petit Rameau, Baradal og Jamesby) ligger i en lagune beskyttet af et hesteskoformet rev (Horseshoe Reef). Øen Petit Tabac ligger lige uden for revet. Vil man se skildpadder, er der rundt om Baradal et beskyttet område, hvor skildpadderne holder til – Både Green turtles og Hawksbill. Resten af lagunen byder også på fine rev og en stor variation af fisk, ligesom det også er muligt at snorkle ved Horseshoe Reef. Her skal man som snorkler holde sig på indersiden af revet, og selv her kan der godt være høj bølgegang.
Vi besøgte Tobago Cays som led i vores ø-hop ombord på Nemo – en tur arrangeret af BlueFoot Travel
Tobago Cays Marine Park
Tobago Cays Marine Park er en del af St. Vincent og Grenadinerne og en vigtig del, når det gælder om at tiltrække turister. Marineparken besøges året rundt af mange private sejlbåde eller mindre udflugtsbåde fra de nærliggende øer. Tobago Cays ligger kun en kort sejltur fra den lille ø Mayreau, men der arrangeres også ture hertil fra Bequia og de andre omkringliggende øer.
Af hensyn til livet i havet og på de små øer må kun et begrænset antal både komme ind i parken ad gangen, og parkbetjente patruljerer området for at sikre betaling og overholdelse af reglerne, herunder at bådene ikke kommer inden for de markerede grænser. Læs mere om Tobago Cays nedenfor og her
Tobago Cays - Under overfladen
Snorkeling i Tobago Cays er nok en af vores absolut bedste snorkeling oplevelser nogensinde. Vandet er krystalklart, der er masser af fisk og skildpadder at se på og for en stor dels vedkommende foregår det i en beskyttet lagune, så man uden at bruge for mange kræfter kan svømme rundt rigtig længe. At vandet så næsten altid er ca. 25 grader gør bare oplevelsen bedre.
Vi var der på et tidspunkt, hvor der ikke var så mange andre både, så måske var det derfor, at skildpadderne ikke var så sky, men kom tættere på og blev længere i overfladen, når de kom op efter luft.
Smukke tropeøer
Hvis man har mulighed for at komme i land på en eller flere af de små øer, bør man benytte sig af det. Uden at anstrenge sig for meget kan man gå til toppen af dem, og udsigten der oppe fra, er så rigelige belønning.
Det er ikke kun under vandet, at man føler sig som i paradis i Tobago Cays. De fem små øer, som udgør Tobago Cays er som taget ud af et eventyr. Og en af dem har da også været en del af et eventyr, for den berømte scene fra Pirates of the Caribbean, hvor Jack Sparrow vågner og spørger “Why is the rum gone?” er optaget her på Petit Tabac.
Det er ikke store øer, så det tager ikke lang tid at se dem. Medmindre man leder efter den rom, der forsvandt fra Jack Sparrow – det kan godt tage sin tid. Det lykkedes kun os at finde et hul med en tom kasse – rommen var der intet spor af.
Hvis man er så heldig at overnatte enten på en båd i Tobago Cays eller på en af de små øer i nærheden, har man mulighed for at spise barbeque på stranden på Petit Bateau.
Der bor ingen fast på øen, men nogle få har tilladelse til at arrangere sådanne barbeques. En af dem er Willy, der sammen med sin kone Beth sørger for at hente gæsterne ude ved deres sejlbåd og sejle dem tilbage efter middagen. I et lille udekøkken tilbereder Beth lækre lokale retter – ikke mindst grillede hummer, når det er sæson for dem, dvs. fra oktober til maj. Willy kan kontaktes her.
En tur til Tobago Cays kan også gøres på dagture fra fx. Bequia til en pris på omkring 150 US$ pr. person, inkl. forplejning og snorkeludstyr. På øerne omkring findes der flere udbydere – både sejlbåde og mindre motorbåde.

















