Når drømme bliver til virkelighed
For mange står en tur til Caribien som en uopnåelig drøm. Men Caribien er mange ting, og ikke længere så uopnåeligt. Vi har besøgt Caribien på flere måder. Den mexicanske caribiske kyst har vi besøgt som led i en rundrejse på Yucatan-halvøen og vi har besøgt nogle mexicanske caribiske øer. Aruba besøgte vi i kombination med en uge i Florida. Vores livs drømmerejse gik til Barbados, Bequia og Grenada kombineret med ø-hop med sejlbåd i St. Vincent og Grenadinerne (SVG). Senest er de smukke franske besiddelser Martinique og Guadeloupe kommet på listen. Alle er dejlige steder med hver deres særpræg.
Det ægte Caribien
Hvad der er det ægte Caribien, er der selvfølgelig ikke et entydigt svar på. Caribien er som rejsemål blevet mere og mere populært gennem de senere år. Det betyder også, at mange efterhånden kan sige, at de har været i Caribien. Og at endnu flere har oplevelsen inden for rækkevidde.
De caribiske øer består af to øgrupper – de store Antiller og de Små Antiller. De store Antiller udgøres af øerne Cuba, Jamaica, Hispaniola (Haiti og Den dominikanske Republik) og Puerto Rico. De Små Antiller er en lang række øer fra De amerikanske jomfruøer til Aruba, som ligger kun få kilometer nord for Venezuela. Denne kæde af øer adskiller Det caribiske hav fra Atlanterhavet.
De små antiller
Hvis man ønsker store resorts og steder med en mere veludviklet turistindustri, skal man nok rette blikket mod de større øer, og de øer, som besøges af mange nordamerikanske turister. Der er også mulighed for at opleve en del af de caribiske øer som endagsturister fra et krydstogtskib, men de fleste af øerne fortjener mere end det indtryk, man kan nå at danne sig på en dag. De større steder byder på så meget, at man sagtens kan få en uge til at gå. Mindre kan selvfølgelig også gøre det, og så er der en god begrundelse for at komme tilbage.
Fælles for næsten alle øer er, at der er et behageligt klima, hvor det sjældent bliver alt for varmt, og temperaturerne er meget jævne døgnet rundt og året rundt. Mange af de Små Antiller er vulkanøer og dermed også meget frodige. Samtidig kan de fleste byde på skønne strande, fin snorkling eller dykning og ikke mindst god rom. Hvis man derudover fx. gerne vil opleve lidt historie og kultur, eller vandre nogle ture, er det de lidt større øer, der har mest at byde på, men man kan jo så tage udflugter til de mindre øer.
VI har besøgt flere af de Små Antiller – nogle steder kun et kort ophold – andre steder har vi tilbragt længere tid, og et ø-hop med sejlbåd var en stor oplevelse.
Guadeloupe er en fransk besiddelse og en øgruppe, der består af flere øer, hvor de to største hænger sammen og danner et billede af en sommerfugl. Herudover er der flere mindre øer, fx. Les Saintes, Marie Galante og La Désirades. Læs mere her.
Martinique – Island of the Flowers – er en smuk ø, der har alt fra frodig regnskov, smukke strande, caribisk stemning med et fransk præg, og så er øen kendt som The Rhum Capital of the World. Læs mere her
På Yucatan-halvøen er der kilometervis af skønne strande fra Cancun til Tulum og her ligger også verdens næststørste koralrev, Isla Mujeres med en af verdens bedste strande og Cozumel, som er en fantastisk dykker- og snorkeldestination, kan begge nås hurtigt fra fastlandet. Læs mere
St. Vincent og Grenadinerne er en del af de små Antiller og består af i alt 32 øer, hvoraf kun de ni øer er beboede. Her finder man det ægte, uspolerede Caribien og den afslappede atmosfære, der følger med. Læs mere her
Et ø-hop ombord på en sejlbåd i de Små Antiller med skønne øer som fx. Bequia, Mayreau og Tobago Cays er en oplevelse for livet. Her finder du turkisblåt hav, skønne strande, fabelagtig snorkeling og hvis du er heldig, også den ø, hvor Jack Sparrow begravede rommen. Læs mere…