Oranjestadt

Oranjestadt

Oranjestadt er en fin by at tilbringe et par timer i – mere er ikke nødvendigt, for byen er ikke ret stor. Når der ligger krydstogtskibe ved kaj, kan der være en del turister i byen, men lige så snart skibet er væk, er byen meget stille. 
Det er ikke en by med det vilde natteliv, da de fleste turister bor ved enten Palm Beach eller Eagle Beach.
Men er man på Aruba bør man ikke snyde sig selv for et besøg – om ikke andet så for at se de fine bygninger med tydelig hollandsk oprindelse.

Centrum

Oranjestadt er nok en gammel hollandsk koloniby, men nu om dage er det turisterne – og især krydstogtturisterne – der fylder mest.

Øens hovedvej, der løber gennem Oranjestadt langs med vandet, er meget trafikkeret.  Parallelt hermed lidt inde i byen løber et par gader, som nu er gågader – lige med undtagelse af den gratis sporvogn, der fragter turisterne fra krydstogtterminalen og rundt i byen. Det er også i disse gader, man finder byens butikker og shoppingcentre.

Butikkerne i byen holder ikke længe åbent – hverken turistbutikkerne eller andre butikker – og det betyder jo også, at der ikke er så meget liv i gaderne ud på eftermiddagen. 

Der er gjort meget for at forskønne byen, og en del af de fine gamle bygninger er respektfuldt restaureret. Når man går rundt i byen, støder man ind imellem på en blå hest.  Der er otte i alt, og de er som en del af et kulturprojekt opstillet rundt omkring i byen.