Molinière Underwater Sculpture Park

Molinière Bay

Molinière Bay på Grenadas vestkyst er en lille bugt, der ligger godt beskyttet mod vind og vejr.  Det er ikke umuligt at komme ned til bugten fra kysten, men der er ikke rigtig nogen vej, og turen går gennem skov og over klipper.  Derfor ankommer de fleste også hertil med båd – enten ved en organiseret tur eller i egen båd.

Hvis man er  på Grenada, er det bestemt turen værd. Der er et fint fiskeliv, men den store oplevelse er Grenada Underwater Sculpture Park.

 

Molinière Underwater Sculpture Park

Moliniére Underwater Sculpture Park blev lavet af kunstneren Jason Taylor i 2006 og var den første af sin slags i verden. Parken rummer nu ca. 80 skulpturer, hvoraf en del efterhånden er meget slidt og dækket af koraller.
Men det var faktisk også meningen med parken, som blev anlagt, efter orkanen Ivan i 2004 ødelagde en stor del af korallerne i Moliniére Bay.

Skulpturerne er lavet af en cement, der er nem for korallerne at fæstne sig på og bidrager herved til genopbygningen af koraller og dermed fiskelivet. At parken så også lokker mange snorklere væk fra den nærliggende Flamingo Bay, og derved giver ro for fisk og koraller her, er blot en ekstra gevinst.

Skulpturerne står på 5-7 meters dybde, og man behøver derfor ikke trække i dykkerdragten for at se dem. De er spredt over hele bugten, men det lykkedes os at finde langt de fleste.

Moliniére Bay byder ikke blot på en undervands kunstudstilling, men også på fine koraller og et rigt fiskeliv, og det er en anderledes snorkeloplevelse, som man ikke bør gå glip af.

Hvis man ikke er så heldig selv at have en båd, er der udmærkede ture hertil fra St. George’s med kyndige guider med stor viden om området, og sejlturen hertil tager ikke ret lang tid.

Solnedgang ved Molinière