Hvor bor man på Guadeloupe?
Guadeloupe er hjem for godt 400.000 mennesker – heraf bor ca 300.000 i Pointe-á-Pitre og omegn. Pointe-á-Pitre er ikke hovedstad, men alligevel centrum på øen, og byen ligger også nogenlunde midt på øen.
Langt de fleste turister bor i byer på syd- og østkysten af Grand-Terre eller sydkysten af Basse-Terre. Det største turistområde er Le Gosier, som ligger umiddelbart syd for Pointe-á-Pitre. Her finder man de største turistresorts og hoteller – mange tæt på stranden. Det er her man skal bo, hvis man bare vil nyde strandlivet med mange mennesker og mange muligheder for underholdning.
Fra Le Gosier og langs hele sydkysten af Grand-Terre breder turistbyerne sig – først til Saint Anne og så helt til Saint Françoise. Også her er der en del turister, men man bor knap så tæt som i Le Gosier. Byerne på sydkysten er gode udgangspunkter for ture til øerne, Marie Galante, La Desirade og Les Saintes.
Basse-Terre har ikke så mange store turistområder, men hvis man vil have nem tilgang til Parc National med La Souffrière og snorkling ved Réserve Costeau er det her, man skal bo.
Vi sætter stor pris på en smuk udsigt, når vi skal finde steder at bo i forbindelse med vores rejser. De gange, vi har besøgt Guadeloupe, har vi boet forskellige steder på øen – nedenfor kan du læse lidt mere om steder, vi har boet og nogle, vi blot har besøgt.
Grand-Terre
Pointe-á-Pitre
Pointe-á-Pitre er nok den største by på Guadeloupe, men det er ikke den største turistby. Vi har kun tilbragt en enkelt nat der, fordi vi skulle videre med færgen næste morgen, men det var ikke et sted, vi fik lyst til at besøge blot for fornøjelsens skyld.
Der er ikke mange hoteller i byen, så vi endte med at leje en lejlighed for den ene nat. Det vigtigste for os var at overnatte et sted i gå-afstand til færgen til Marie Galante, og det fandt vi tæt på byens katedral. Da taxa’en fra lufthavnen satte os af ved pladsen foran katedralen, var der ganske stille i gaden, bortset fra lyden af kirkekorets sang, som vi kunne høre inde fra katedralen.
Lejligheden var en seng at sove i, og der var rent. Efter at have smidt kufferterne gik vi ud for at finde noget at spise, og vi gik ikke langt, før vi fandt et sted, hvor vi kunne få en pizza og en kold Carib-øl, men byen indbød ikke til en natlig spadseretur.
Pointe -á-Pitre viste sig fra sin lidt pænere side næste morgen på vores gåtur til færgen. Ganske vist er byen ret slidt, og i den ende af byen er det mest betonbyggeri, men der er en del vægmalerier, som trods alt pynter lidt. Til gengæld lykkedes det ikke at finde et eneste sted, vi kunne købe en kop kaffe på vej til færgen.
Ved havnen var der virkelig mange mennesker, der skulle til øerne Les Saintes, Marie Galante og La Desirade, men vi havde heldigvis købt billet hjemmefra. Læs mere om Marie Galante her
Sainte-Anne
Sainte-Anne er en lille by, som ligger ca. 20 km. fra Le Gosier på Grand-Terres sydkyst. Der er ca. 25.000 fastboende i byen, men turisterne fylder en del.
I og omkring byen bor turisterne både på egentlige hoteller eller hotellejligheder og privatejede huse eller lejligheder, så der er lidt for enhver smag. Her er man aldrig langt fra vandet og nogle hoteller ligger direkte på stranden.
Byen har en fin strandpromenade, og lige ved stranden ligger også byens marked. På markedet finder man frugt og grønt samt krydderier og hjemmelavede punches i massevis. Der er også mange boder med alle de gængse souvenirs, såsom magneter og nøgleringe og så selvfølgelig tørklæder, mv. i de for Guadeloupe karakteristiske farver.
I Sainte-Anne ligger der restauranter på stranden ganske få meter fra vandkanten. Et hyggeligt sted at spise, men ikke overraskende er maden her måske ikke den bedste kvalitet, og alligevel kan det være vanskeligt at få et bord, for turister er her nok af. Så kan man vælge i stedet at købe sin frokost ved en af boderne på strandpromenaden og spise den på stranden.
Stranden i Sainte-Anne er fin og børnevenlig men ikke alle steder så bred, så her kan godt blive lidt trængsel.
Saint François
Saint François er en af de større og lidt “finere” turistbyer på Guadeloupe, dog uden at være så stor, at den ikke længere er hyggelig. Lige uden for byen ligger Guadeloupes eneste golfbane, og der er endda en lille lufthavn.
Selv om der er mange turister i byen, virker byen ikke overrendt – det skulle da lige være i Carrefour supermarked dagen før en helligdag. Hvis man skal handle frugt og grønt er der gode muligheder på byens marked – Marché La Rotonde. Ikke fordi det er så meget billigere end i supermarkeder, men varerne er friskere, og det er en hyggelig oplevelse at gå rundt og handle her. Her finder man også mange gode souvenirs, som fx. krydderier, vaniljestænger og smykker lavet af lokale materialer.
Byens havn er pænt stor, og den tiltrækker mange sejlere. Her er mange barer og restauranter og næsten altid mange mennesker.
I Saint François findes der både resorts med hotelværelser og lejligheder, og som andre steder er der også mange private huse til udlejning. Disse resorts ligger for de flestes vedkommende uden for byen ved strandene her.
Vi har boet på Crystal Beach og Le Manganao, som begge ligger få kilometer uden for byen. Begge er større resorts med fælles faciliteter som restaurant, swimmingpool, mv,, men begge steder lejede vi privatejede lejligheder gennem VRBO.
Le Manganao har både egentlige hotelværelser og privatejede lejligheder. Der er et dejligt strandområde, som er offentligt tilgængeligt, men solstolene er forbeholdt gæsterne på Le Manganao. Lejlighederne er fine, men generelt ikke så store. Hvor velholdte de er, afhænger af den enkelte ejer, men det var vores indtryk, at der er en pæn standard, og den vi lejede var lille, men rigtig pæn.
Når man lejer en privat lejlighed på Guadeloupe mødes man ofte af ejeren (eller en repræsentant for denne) og ikke sjældent venter der vand, juice, frisk frugt, rom og andre lækkerier.
Crystal Beach Resort ligger et par kilometer uden for Saint François lige forbi Raisins Clairs stranden. Crystal Beach består udelukkende af individuelt ejede ferielejligheder, som man kan leje gennem mange af de gængse platforme.
Lejlighederne er generelt større end dem på Le Manganao, og nogle af dem ligger helt ude ved vandkanten. Sådan en havde vi lejet, og det var virkelig en fornøjelse. Lejligheden var smukt (og praktisk) indrettet – der var alt, hvad fire personer skulle bruge i en lille uge, og også her var der sat frugt, juice og vand til os.
Stranden foran Crystal Beach kan umiddelbart se ud, som om den er privat, men der er adgang for alle. Hvis man ikke kan nøjes med et håndklæde, må man medbringe sin egen strandstol. Ca 100 meter i retning mod Saint François ligger selve Raisins Clairs stranden, som er lidt bredere og bedre at bade fra.
Lige uden for den aflåste gate til resortet er der et meget populært bageri – de bager også virkelig godt brød – og der er en frokostrestaurant ved stranden (La Plage), et pizzeria og et velassorteret lille supermarked.
Crystal Beach - udearealer
Crystal Beach - Appartement Ikaba
Basse-Terre
Deshaies
Deshaies (udtales De-e) er en lille by på nordsiden af Basse-Terres vestkyst. I modsætning til andre småbyer er Deshaies en “rigtig” lille by og ikke kun en samling huse langs med kysten – der bor fast omkring 5.000 mennesker her. Byen er en fiskerby, men turisterhvervet fylder mere og mere. På trods af dette virker byen ikke overrendt.
Byen ligger godt beskyttet i en lille bugt, som er et populært sted for sejlbåde at kaste anker. Deshaies er en pittoresk lille by, hvor facader og vægge mange steder er malet i de for Guadeloupe så karakteristiske stærke farver, og byen har alt hvad man har brug for også til et lidt længere ophold.
Der er ikke mange hoteller i selve byen. De fleste egentlige hoteller ligger lidt nord for byen ved Grand Anse, og mange privatejede udlejningshuse ligger i bakkerne over byen og ved Grand Anse. Her som andre steder på Basse-Terre følger udsigten og de pragtfulde solnedgange med op ad bakke.
Solnedgangen kan også nydes fra en af de mange restauranter, som bogstavelig talt ligger i vandkanten af byen.
Deshaies og dens smukke omgivelser er kulisse for den britisk-franske krimiserie “Death in Paradise“. I serien hedder byen Honoré og øen hedder Saint Marie.
I virkelighedens Honoré (Deshaies) ligger seriens centrum (Honoré Police) et par gader oppe i byen. Da vi var der, var politistationen ikke åben, så vi måtte nøjes med at se den udefra.
Malendure
Malendure er ikke en selvstændig by, men snarere en samling huse, restauranter, mv, som strækker sig over et par hundrede meter langs med kysten i den nordlige udkant af Bouillante.
Malendure er først og fremmest en virkelig god strand at snorkle fra og stedet, hvorfra man tager til Réserve Costeau (Pigeon Island). Hvis man ønsker at bo i tæt afstand hertil og samtidig have udsigt til fantastiske solnedgange, er det her man skal bo.
Det er ikke kun langs kysten, men især i bakkerne ovenfor, at man kan finde udlejningshuse, bungalows og B & B’s (gites). Vi fandt et hus, hvor udsigten på alle tider af dagen var så vidunderlig, at det var svært at løsrive sig.
Bouillante
Bouillante er en lille by på Basse-Terres vestkyst. Byen har en historie som går langt tilbage og ligger i en bugt ved foden af skovdækkede bjerge.
Bouillante er i sig selv ikke særlig spændende, men den tiltrækker mange turister. Det, der tiltrækker turisterne her, er muligheden for at være tæt på de gode snorkelsteder ved Plage de Malendure og for at bade i den varme kilde, som løber ud i havet her.
Der er ikke hverken store hoteller eller resorts – her bor man mest i lejede huse eller bungalows, og mange af dem har en dejlig udsigt. Der er supermarkeder og restauranter nok i byen til, at man ikke kommer til at mangle noget.
Bouillante betyder kogende og byen har taget navn efter den varme kilde, som her strømmer ud fra bjergene ovenover. Vandet er ikke kogende – kun omkring 37 grader – men mange mener, at det har helbredende virkning.
Og den restaurant, der ligger lige ved kildens udløb forstår at udnytte det varme vand til opvasken.