Mad og drikke på Guadeloupe
Maden på Guadeloupe er et af de områder, hvor man tydeligt kan mærke, at man både er i Caribien og i Frankrig. Mange ingredienser og krydderier er de samme, som man finder andre steder i Caribien, men på Guadeloupe har de fået et umiskendeligt fransk tvist. Eller også har det franske køkken fået et creolsk tvist. Resultatet kan under alle omstændigheder få mundvandet til at løbe.
Grand-Terre har flere turister end Basse-Terre og dermed også flere og mere sofistikerede restauranter. Vi rejser ikke for at spise, men sætter alligevel pris på et veltillavet måltid med friske ingredienser, og her er der gode muligheder på Guadeloupe.
Tørsten er der også gode muligheder for at få slukket. Ikke bare kan Guadeloupe prale af at producere noget af verdens bedste rom, de dyrker også virkelig god kaffe.
Klimaet og jorden er ideel til dyrkning af alverdens eksotiske frugter, ikke mindst bananer. Og her er en banan ikke bare en banan – de findes i alle muligheder afskygninger, og de bliver brugt på mange måder i madlavningen.
Spise ude - med hjem?
Mange bor i lejlighed, når de holder ferie på Guadeloupe, og det giver jo mulighed for at spise hjemme. Der er mange muligheder for take away – “á emporter”. De fleste restauranter sælger mad ud af huset og der er mange velassorterede supermarkeder, med delikatesseafdelinger, slagterafdelinger og bagerier, som frister.
Det er ikke billigt at handle frisk fisk og fersk kød, vi betalte fx. ca. 20 euro for fire kyllingebryster, og det var i den billige ende af slagterafdelingen. Til gengæld kan man købe en god flaske fransk vin til nogenlunde de samme priser som i Frankrig.
Vælger man at spise ude, er der restauranter i enhver prisklasse – nogle har overvejende creolske retter på menukortet, andre er mere franske eller internationale. Man kan også finde pizza- og burgersteder, men man skal kigge langt efter andre typer som fx. kinesisk, sushi, mv.
Nogle steder kan der være langt mellem restauranterne, men hvis man kigger sig godt for, skal man nok finde noget. Pludselig kan der dukke en restaurant op i en gyde mellem murbrokker, men det betyder ikke, at maden er dårlig.
Som i andre dele af Frankrig finder man mange steder faste menuer, med forret, hovedret og dessert og på Guadeloupe er der næsten altid en drink til at starte med – enten en Ti Punch, en Planteur eller et glas frisk frugtjuice. Man kan næsten altid vælge accras som forret og i desserterne indgår ofte kokos eller banan – tit akkompagneret af rom, fx. flamberede bananer.
Guadeloupes creolske køkken
Den creolske del af Guadeloupes køkken handler som andre steder i Caribien ofte om barbeque, gryderetter og frisk fisk og skaldyr. Og som andre steder i Caribien er det en herlig blanding af afrikanske, indiske og asiatiske krydderier, der dufter og smager.
Accras
Accras er ikke til at komme uden om på Guadeloupe. Det er små kugler af dybstegt dej fyldt med fisk, skaldyr eller grøntsager, ofte serveret med en stærk sauce baseret på løg og hvidløg. Man snyder sig selv, hvis man ikke i det mindste smager dem, når man er på Guadeloupe. De findes i mange variationer og kan købes næsten alle steder, der serverer mad – lige fra boder på stranden over foodtrucks til de finere restauranter. Selvfølgelig varierer kvaliteten og indholdet, men de fleste steder formår at servere noget, man ikke fortryder. Ved boden på stranden slipper man med 1 euro for fem styks, hvor man på en pænere restaurant betaler 5 euro for fem, og ofte – men ikke altid – vil prisen også afspejle sig i kvaliteten.
Colombo
Colombo er både et krydderi og en ret, hvor dette krydderi fylder meget. Som krydderi består colombo overvejende af de samme ingredienser, som også indgår i karry, men herudover indgår der også stivelse, typisk rismel. Det er denne stivelse, som gør krydderiet velegnet til gryderetter.
Retten “Colombo” serveres på langt de fleste restauranter på Guadeloupe i forskellige versioner. Grundingredienserne er grøntsager, kartofler og fisk eller kød, ofte kylling.
Boudin
Boudin er en fransk specialitet, som især spises ved højtider. Det er en pølse, som fås både i en hvid (blanc) og en rød (noir) udgave. Den hvide udgave minder mest om kogt medisterpølse – den røde om ukogt blodpølse. Hvis man er heldig, serveres de forkogte pølser grillede, men det er ikke altid, og så bliver skindet ikke særlig lækkert. Det gik dog op for os, at mange franskmænd faktisk ikke spiser skindet fra blodpølsen – man skal bare nærmest suge indholdet ud.
I vores familie er der altid én person, som frivilligt smager på de lokale retter – også selv om det ikke altid er lige fristende. Vores konklusion var, at hvis franskmændene holder så meget af boudin, må de gerne beholde dem for sig selv. Billederne her taler for sig selv om resten af familiens mening om “boudin noir”.
Fisk og skaldyr
Fisk og skaldyr findes på alle menukort, og den traditionelle måde at servere dem på er også nogenlunde den samme. Udvalget af fisk er afhængigt af dagens fangst, men bestiller man fisk, er man ofte selv ansvarlig for at få benene ud af den. Den kan så serveres grillet, “en blaff”, hvor fisken marineres i limesaft, inden den dampes i en krydret suppe eller “court bouillon”, der nok bedst beskrives som en suppe eller stuvning med fisk.
De store fisk, som tun, mahi mahi og marlin er også tit på menukortet – ofte grillet eller friturestegt. På de mere fransk inspirerede steder bliver sådanne fisk også serveret som tatar. Tilbehøret er tit ris eller pommes frites, men kan også være mos af lokale rodfrugter.
Hummer er en yndet spise, når den er i sæson fra september til maj. Den tilberedes gerne grillet, men indgår også i forskellige gryderetter, mv.
Kød og kødretter
Når der serveres kød i de lokale retter, er det ofte kylling, men de fleste slags kød er tilgængelige – både i supermarkeder og på restauranter.
I Caribien er man generelt glad for at grille, og her er Guadeloupe ingen undtagelse. Barbeque har den fordel, at det kan foregå udenfor og uden at tænke for meget over, om man spilder på gulvet. Det er ikke altid, at tilbehøret er så fint, men det, der grilles, smager næsten altid godt, uanset om det er marinerede koteletter, kylling, fisk eller bananer.
På de mange fransk inspirerede steder er der som regel også en del kød på menuen. Her finder man alle de velkendte franske kødretter, lige fra tatar, over steak frites til and og fois gras.
Det søde
På dessertkortet finder man næsten altid banan og kokos – fx. som kokosis eller flamberede bananer. Også her mærker man, at hverken frugt, sukker eller rom er mangelvarer på Guadeloupe.
Kan man lide rom, er der alle steder mulighed for at prøve en god rom, der her tit nydes som en “digestif” efter middagen. Læs mere om rom fra Guadeloupe her.
Tørstig ?
Tørsten kommer tit og naturligt til en på disse breddegrader, men heldigvis er der rige muligheder for at slukke den.
Hvis man bare vil have vand, kan man godt drikke det vand, der kommer ud af hanerne på Guadeloupe, men flaskevandet smager bedre og er til at betale. I butikkerne fås alt, hvad hjertet begærer af drikkevarer – både med og uden alkohol – og de fleste restauranter har også et pænt udvalg.
Udvalget af fransk vin er stort og til priser, som ligner dem, man kender fra det franske fastland -både i supermarkeder og på restauranter. Hvis man foretrækker en kold øl, er der flere leveringsdygtige bryggerier, herunder et par mikrobryggerier på Guadeloupe.
Og så er der selvfølgelig rom, som man vist uden at overdrive godt kan tillade sig at kalde Guadeloupes nationaldrik. Der produceres rigtig meget rom på Guadeloupe – og der drikkes meget rom. I alle afskygninger og ved alle lejligheder.
Det er meget almindeligt at starte middagen med enten en ‘Ti Punch, en Planteur eller en anden rom-cocktail. ‘Ti Punch er en sammentrækning af “Petit Punch” og en meget enkel drink, der kun består af rom, sukker (eller sirup) og lime. Som regel får man bare serveret ingredienserne og kan så selv blande, som man har lyst til. Men det er naturligvis også muligt at få alverdens andre cocktail, og hvis man vælger drinks med rom i, går man ikke helt alt i byen her på øen. Læs mere om rom fra guadeloupe her.