Bequia

Bequia - En skjult skat

Bequia (Bek-Way) er en lille ø på under 20 km2  og  en befolkning på godt 5.000 sjæle. Øen er den næststørste ø i øgruppen Grenadinerne og af mange anset for den mest perfekte lille caribiske ø.
Bequia er en frodig og meget bakket ø. Den er mindre end to kilometer bred på det smalleste sted, men på grund af bakkerne kan det være en anstrengende at gå rundt på øen, hvis højeste punkt er ca. 270 m.

Bequia har længe været populær hos sejlere i området, og rigtig mange af dem, der besøger øen, ankommer  på denne måde. Øen har kun en ganske lille lufthavn med få forbindelser til de omliggende øer, så hvis man ikke kommer i egen båd, er færgeforbindelsen til St. Vincent den mest brugte måde at nå øen på. Øen har også en population af tilflyttere og langtidsturister – hovedsageligt britter. Engelsk er da også officielt sprog her som i resten af SVG.

Bequias historie

Bequia har som mange andre caribiske øer en historie, hvor især Frankrig og England har haft kontrol over øen, og der har været dyrket sukker, kakao og andre afgrøder.

Men øen har også en lang tradition for bådebygning og hvalfangeri. Som et af få steder i verden må der på Bequia stadig fanges hvaler (pukkelhvaler), men det skal ske med traditionelle redskaber, og der må højst fanges fire hvaler om året.  Nogle år fanges der et par stykker, men nogle år fanges der slet ingen. Flere steder på øen kan man se påmindelser om øens hvalfangertraditioner. bl.a “The Whaleboner Café”.

I dag lever Bequia fortrinsvis af turisterne, men det er langt fra nogen rig ø. Der gøres lokalt en stor indsats for sikre sundhed og uddannelse og for at vedligeholde øens sejlertraditioner blandt børn og unge. Hvert år omkring påske afholdes “Bequia Easter Regatta”, der  er en stor begivenhed på øen. Regattaen strækker sig over en uge og  tiltrækker mange sejlere og tilskuere.

Admiralty Bay

Admiralty Bay er bugten, hvor mange sejlbåde lægger til, og hvor øens hovedby og havneby Port Elizabeth også ligger. 

Port Elizabeth er en hyggelig lille by, hvor man kan finde det meste af det, man har brug for. Der er flere små frugt- og grøntmarkeder, et par mindre supermarkeder og caféer nok til at dække de flestes behov. De ligger på byens hovedgade, Belmont Rd., som løber fra øens sydlige by, Friendship, til den nordlige del af øen igennem Port Elizabeth. Der er ikke mange hoteller på øen, men et par af dem ligger også her i Admiralty Bay. 

Ved kysten langs med Belmont Walkway ligger flere restauranter, gallerier, mv. Her er det nok værd at sætte sig og nyde en “sundowner” og et godt måltid, mens man ser solen gå ned over Admiralty Bay.

Princess Margaret Beach

Princess Margaret Beach og Jack's Beach Bar

Der er skønne strande flere steder på Bequia – den største er Princess Margaret Beach, der ligger i Admiralty Bay rundt om pynten fra Port Elizabeth.

Hvis man skal køre i bil til Princess Margaret Beach foregår det op og ned af bakke. Til fods kan stranden nås via The Belmont Walkway, der er en sti. der løber fra Port Elizabeth langs med vandet ud til Princess Margaret Beach ved Jack’s Beach Bar.

Lower Bay Beach

Lower Bay Beach

Lower Beach ligger lidt længere væk fra Port Elisabeth, og Belmont  Walkway går ikke helt derud, så her er der ingen vej udenom en tur igennem bakkerne.  Vi boede ved Lower Bay og kan bekræfte, at vejen op fra stranden har fortjent sig øgenavn “Heart Attack Hill” – men det gik.
Der er færre restauranter og hoteller, men der er nogle få meget hyggelige steder, og selve stranden er lige så fin som Princess Margaret Beach. Blot skal man være opmærksom på, at der her er en del Manchineel træer – også kaldet “beach apple”.   Det er et af verdens mest giftige træer, hvor alle dele, men især frugterne (der ligner små æbler) og bladenes saft er giftige. Hvis man står under træet i regnvejr og bliver ramt af dråber fra bladene risikerer man et blærefyldt brændende udslæt.

Træerne findes mange steder i Caribien, og de fleste steder har man – ligesom her ved Lower Bay Beach – sat advarsler op enten i form af et skilt ved træet eller anden markering såsom et rødt kryds malet på træstammen. 
Der god plads på stranden, så når man søger skygge under et træ, skal man bare lige være opmærksom på, om det er et Manchineel træ.

Snorkeling og dykning på Bequia.

Bequia er en ø, hvor der er gode muligheder for at dykke eller snorkle. Dive Bequia arrangerer dykkerture, men hvis man kun skal snorkle, er der også gode muligheder direkte fra stranden. Nedenfor er lidt af det, vi så, da vi snorklede direkte fra stranden ved Lower Bay Beach.

Keegan's Beachside

Keegans Beachside har både et hotel og en særskilt bygning med lejligheder. Lejlighedsbygningen ligger et par hundrede meter fra hotel og restaurant lige ned til stranden med en lille have. Vi boede i den lejlighed, der hedder Sea Urchin, som er en stor lejlighed med alt, hvad vi skulle bruge. Havudsigten var skrå og gik gennem lidt palmeblade, men der var en finterrasse, hvor vi kunne tilbringe vore tid, når vi var i lejligheden. WiFi og AC virkede fint, og der var både varmt og koldt vand i hanerne. Lejligheden var bestilt direkte på hotellets egen hjemmeside – det gik fint. Vi havde valgt at bo i lejlighed, fordi vi bedst kan lide selv at sørge for vores morgenmad, og det fungerede udmærket.

Man skal lige være opmærksom på butikkernes åbningstider, og at der ikke altid er lige, hvad man ønsker på hylderne. Efter lidt søgen i de forskellige supermarkeder lykkedes det dog både at finde brød og æg, og rom kan man være sikker på, at de aldrig løber helt tør for.

Hotellets strandbar/café serverer god mad til rimelige priser, og det samme gjaldt for deres drinks. Happy Hour hver eftermiddag med drinks eller øl til 5EC $, en hyggelig stemning med søde mennesker og en fantastisk solnedgang – så er det svært at ønske mere.

Bequia - Alt det praktiske

Ankomst til Bequia sker for de flestes vedkommende med færgen fra St. Vincent eller med egen båd, og man ankommer så til Port Elizabeth. På havnekajen er det næsten altid til at få en taxi – i hvert fald, når færgerne ankommer.

Her fylder man taxierne med folk, der skal i samme retning og sætter dem af efterhånden. Vi blev kørt fra havnen til Keegans Beachside ved Lower Bay i Fat Man Taxi for ganske få kroner.

Vi var på øen i tre dage, og derfor lejede vi ikke bil. Der er en god taxiservice med faste priser, så man behøver ikke leje en bil, for at komme lidt rundt på øen.
Medmindre man er i meget god form, skal man dog ikke satse på at gå eller cykle alt for langt. Øen er meget kuperet, og det er stejle bakker, så det tager tid. hvis man skal gå – og det er varmt.

Der er ikke mange egentlige seværdigheder udover et lille “turtle sanctuary”, hvor en privat person gør en prisværdig indsats for at bevare skildpadderne i havet omkring Bequia.
Turisterne kommer mest for at slappe af og dykke eller snorkle, og det er der gode muligheder for samtidig med, at man nyder øens skønhed.

Som andre caribiske øer er Bequia ikke specielt billig, men heller ikke dyrere end andre steder. Man skal lige være opmærksom på butikkernes åbningstider, og at der ikke altid er, lige hvad man ønsker på hylderne. Efter lidt søgen lykkedes det os at finde både brød og æg, og rom kan man være sikker på, at de aldrig løber helt tør for. Den lokale øl er også her en Hairun og den mest almindelig rom er Sparrows  – begge dele smager ganske udmærket.

Der findes flere sider, som er gode at følge bl.a Bequia What’s On på Facebook og BequiaTurism. Her kan man bl.a. tilmelde sig nogle af de “rum tours”, der jævnligt arrangeres rundt på øen, hvor man kører rundt til forskellige rumshops og smager sig igennem udvalget.