St. Vincent - Frodig og uspoleret.
St. Vincent er den største ø i øgruppen St. Vincent og Grenadinerne (SVG), og det er også på denne ø, hovedstaden Kingstown ligger. St. Vincent har endnu ikke udviklet sig til et stort turistmål, men med åbningen af en ny lufthavn – Argyle Airport – for få år siden, er grunden lagt. Også flere krydstogtskibe er begyndt at lægge til i Kingstown, så det er nok kun et spørgsmål om tid, inden St. Vincent bliver opdaget som turistmål.
Øen har ikke mange af de smukke, hvide strande, som mange rejser efter, når de tager til Caribien, men den har andre ting at byde på. Det er en vulkanø, og det gør øen meget frodig, Vulkanen La Soufrière er øens højeste punkt og et populært mål for vandrere.
Ud over den smukke natur på øen, er der fine små byer og gode dykkermuligheder. St. Vincent er populær blandt sejlere, der ofte lægger til Wallilabou Bay, hvor den første af Pirates of the Caribbean filmene (Curse of the Black Pearl) er filmet. Sydkysten med Blue Lagoon og Young Island er der, hvor turisterne er, og hvor sejlbådene også lægger til.
Kingstown
Vi tilbragte desværre kun en enkelt dag på øen, men fik et indtryk af en uspoleret – og upoleret – by og ø.
En lørdag eftermiddag i juli måned byder Kingstown ikke på de vilde udskejelser, og ved tre-tiden er der ved at være lukket ned for de fleste ting. Vores tur gennem byen gav os nærmest indtryk af, at vi var de eneste turister i byen.
Vi oplevede mange nysgerrige blikke, og en del af de lokale var godt i gang med fyraftensrommen rundt omkring i byen.
Cobblestone Inn
Vi havde valgt at bo på Cobblestone Inn – et historisk og hyggeligt hotel ved havnen og dermed i gå-afstand fra færgen til Bequia, som vi skulle med den næste morgen. Det viste sig at være et godt valg, selv om det virkede som om, vi var hotellets eneste gæster denne lørdag i juli måned. Når valget alligevel var godt, var det fordi det også var den eneste restaurant i byen, der havde åbent, og maden, der blev serveret i de mørke lokaler, der mest af alt mindende om en kælder, der skulle huse tilfangetagne pirater, var udmærket. Ikke billig, men OK. Hotellet har en “Roof Top Bar, der også skulle servere en anprist frokostbuffet, men der var lukket.
Hotellets restaurant lukkede lige så snart, vi var færdige med at spise, så da tørsten meldte sig senere på aftenen. måtte vi opsøge et lokalt udskænkningssted (et telt på havnen), hvor tre lokale var ved at dele en flaske meget stærk lokal rom. Vi følte os ikke helt trygge ved situationen, men vi var tørstige og de forbarmede sig over os og solgte os to varme øl, som vi dog valgte at tage med tilbage til hotellet på den anden side af gaden.
Med færgen til Bequia
Ved havnen i Kingstown ligger der et Massy supermarked (den lokale kæde) hvor vi kunne proviantere lidt søndag morgen, inden vi skulle med færgen til Bequia. Vi havde undersøgt, at der også var åbent om søndagen, men vi havde ikke taget højde for, at der ikke bliver leveret varer mellem lørdag eftermiddag og søndag morgen, så udvalget var ikke så stort. Det lykkedes os dog at få nogle sandwich, mv. til turen, inden vi gik ombord på færgen. Det var en god ting, for på færgen var udvalget begrænset til sort kaffe eller vand.
Det er en ualmindelig smuk sejltur med færgen fra St. Vincent til Bequia. Den tager godt en time, og var en fin oplevelse. Det er ikke noget problem at have bagage med, for når man går ombord, er der en venlig sjæl, der tager sig af det. Bagagen står så på vogndækket sammen med biler og afdøde i kister. Mange lokale bruger færgerne, og på denne dag, var der åbenbart begravelse på Bequia, for ud over den afdøde i kisten på vogndækket, var der mange sørgende i deres fineste puds med blomster i hænderne.
Færgen var en aflagt norsk færge, så vi var nok de eneste ombord, der forstod, hvad der stod på skiltene.
Alt i alt var det en rigtig dejlig sejltur, hvor man får lejlighed til at se øen fra søsiden, hvor man rigtigt kan se, hvor smuk og frodig en ø, det er. Og ikke mindst at ankomme til den næste destination fra havet – vores absolut foretrukne måde at ankomme på.
