Flying Fish og Food Fairs

Barbados er så stor en ø, og den har været turistmål i så mange år, at man kan få alt, hvad man har brug for.  Supermarkederne er velassorterede, men de fleste dagligvarer er dyre, da de ofte skal transporteres ind på øen med fly eller båd. 

Som på de fleste caribiske øer er frisk fisk noget af det bedste og billigste, man kan spise på Barbados. Øens specialitet “Flying Fish” smager lidt som sej –  måske lidt mere tørt. Det tilberedes på mange måder og bruges også i deres elskede rotis.  Roti er den lokale madpandekage, der fyldes med fisk, kylling eller ged og grøntsager – som regel godt krydret med karry og andre caribiske krydderier. 

Hvor spiser man på Barbados ?

Hvis man bor i lejlighed og selv ønsker at tilberede sine måltider, findes der mange små frugt- og grøntmarkeder, hvor man kan handle. Det vil ofte være billigere end at handle i supermarkederne. 

Men alt i alt er prisniveauet for rigtig mange dagligvarer så højt, at det ikke altid kan betale sig at tilberede sine måltider selv.

Det er heller ikke billigt at spise ude, men holder man sig fra de dyre restauranter og vælger caféer, hvor maden ofte serveres på engangsservice, kan man få et  godt måltid inkl. drikkevarer til fire personer for under 100 USD. Og en iskold Banks (den lokale øl) fås de fleste steder til omkring 5 B$.

Hvad er på menukortet

Flying Fish og roti er at finde på de fleste menukort på Barbados. Og man går ikke helt forkert af nogle af delene.
Flying fish serveres på mange måder – grilled, fried eller blackened – og uanset hvad man vælger smager det som regel fantastisk, for fisken er altid frisk.

Roti er en pandekage af den tungere slags. Der er som regel kartofler og enten kød eller fisk i.

Der er naturligvis “fine” restauranter, hvor maden ligner og serveres som i det internationale køkken. Men medmindre man opholder sig meget længe på øen, når man ikke at blive rigtig træt af det lokale køkken.

Det handler selvfølgelig om, hvordan man kan lide at spise, når man rejser. Vi foretrækker at spise steder, hvor vi også om aftenen kan vise os i shorts og klip-klapper, og så havner man ikke så tit et sted, hvor der er dækket op med hvide duge.

Tværtimod ender man ofte der, hvor de lokale også spiser, og på Barbados kan man overraskes over, hvor ofte man ser de lokale spise ude. Men det hænger måske sammen med, at der ikke er meget at spare ved at lave maden selv, hvis man altså spiser uformelt.

Oistins Fish Fry

Oistins Fish Fry er en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.  En blanding af mad- og gademarked med optræden og musik, men uanset hvad man kalder det, er det en fest.

Af de fleste turistbrochurer fremgår det, at det sker fredag aften, men faktisk vil man alle ugens aftener kunne finde madboder, der har åbent for servering. 

Den helt store fest, hvor alle boder er åbne, og der sælges alt fra sandaler til pot, hvor der er levende musik, og hvor alle de lokale også kommer – det er fredag aften.


Både parkeringspladser og borde bliver hurtigt optaget, så det er en god idé at komme tidligt. Vi var der ved 17-tiden og fordrev tiden med at gå en tur mellem boderne og ud på molen, hvorfra man kan se den smukkeste solnedgang. Her kan man også se de store skildpadder komme helt hen til molen, hvis man giver et bidrag til det foder, der bruges til at lokke dem til.


Stemningsbilleder fra Oistin