Værd at vide om rejser til Barbados

Barbados er en selvstændig østat i det østlige Caribien og en del af de Små Antiller. Barbados  ligger ca. 100 km. øst for Windward Islands og rammes kun sjældent af de tilbagevendende sommer- og efterårsorkaner, som andre caribiske rejsemål plages af, og dermed betragtes Barbados som sikkert rejsemål året rundt.  

Som andre caribiske øer, har også Barbados været underlagt forskellige europæiske lande, men fra begyndelsen af 1600-tallet, har England regeret her helt frem til landet blev selvstændigt i 1966. Barbados er  dog stadig en del af British Commonwealth og engelsk er det officielle sprog, men lokalbefolkningen taler  også “bajan”, et kreolsk sprog.
Det britisk overherredømme har sat tydelige spor, fx. er cricket en favoritsport på øen, og størstedelen af turisterne er også stadig britiske, men der er også mange amerikanere og canadiere. Barbados er heller ikke et helt ukendt rejsemål for danskere, men indtil videre er det kun charterrejsebureauer, der har direkte flyvninger hertil, så det begrænser  antallet af danske rejsende lidt.

Der har været dyrket sukkerrør på Barbados siden slaver fandt ud af at bruge den melasse, der er tilbage, når sukkeret er raffineret, til at lave rom af. Barbados  kaldes ofte “Rommens Fødested”, og man løber aldrig tør for rom her. Der siges at være omkring 1.000 “rum shops” på øen, så rommen er en stor del af øens liv og kultur. Læs mere om rom her

Barbados er kun 34 km. lang og 23 km. bred, men der bor over 300.000 mennesker på øen, så den er forholdsvis tæt befolket.

Rejsen til Barbados.

Barbados har været et yndet turistmål i mange år, ikke mindst blandt britiske, amerikanske og canadiske rejsende.

De fleste direkte fly til øen, kommer da også stadig fra England, USA eller Canada, men det er også muligt at komme hertil med direkte fly fra andre europæiske lande. Fra Danmark er der endnu ikke direkte flyruter.

Fra Danmark vil de fleste nok flyve via London. Vi fløj med Air Canada via Toronto. Det krævede en overnatning på et lufthavnshotel i Toronto, men passede fint med tiderne. Og samlet set var det billigere, men det kræver selvfølgelig lidt ekstra tid. 
Flere danske charterrejsebureauer arrangerer rejser til Barbados, og nogle af dem flyver direkte, så hvis man kun har kort tid til sin rådighed, er det værd at overveje.

Grantley Adams Int. Airport fungerer fint; der er hvad man skal bruge af forskellige services, og der er mange afgange med lokale flyselskaber til andre caribiske øer. Vi fløj videre fra Barbados til St. Vincent med Liat, et lokalt flyselskab med rigtig mange ruter i Caribien. Det har ikke de bedste ratings for punktlighed, og vi var da også forsinkede, men sådan er det i Caribien – her flyver vi på caribisk tid.

Lufthavnen ligger ca. 15 km. fra Bridgetown og strandene på vestkysten, men der kan være en del trafik på strækningen, så det tager nemt en halv time.

En del turister ankommer også til Barbados med et krydstogtskib, og bliver så sat af i havnen i Bridgeport om morgenen med dagen til rådighed. På en enkelt dag kan man kun nå at få  et ganske overfladisk indtryk af øen, men man kan sagtens nå at se Bridgetown eller en tur under overfladen.

Klima og rejsetidspunkt

Perioden fra december til maj er nok den bedste for rejser til Barbados, men  temperaturen ligger hele året på mellem 25 og 30 grader om dagen og lidt lavere om natten. Det regner mere om sommeren og i efterårsmånederne, men det er ikke så tit,  det regner hele dage uden ophold. Vi var der i juli måned, og havde dage med regn, men ikke i store mængder. 

I efterårsmånederne kan der være risiko for storm eller orkan, men det er mange år siden Barbados blev hård ramt af en orkan (Hurricane Janet i 1955). Efterårsmånederne kan dog være præget af meget nedbør

Visa

Hvis man har dansk pas, kræves der ikke visum til Barbados, hvis man er der maksimalt tre måneder inden for en seks måneders periode.
Vi oplevede ingen kontrol ved indrejsen, men da vi skulle videre med fly til St. Vincent, ville de gerne være sikre på, at vi nu også havde en billet ud af St. Vincent. Vi skulle videre med båd fra St. Vincent, men det er en god idé at kunne dokumentere sin videre færd

Valuta og priser

På Barbados bruger man Barbados dollars (BBD), men man kan komme langt med USD. Der kan hæves og veksles penge overalt, og det kan bedst betale sig, for man vil som regel få en dårlig kurs for sine USD. Barbados dollars er koblet på USD, så man får to BBD for en USD.

Barbados er ikke et billigt sted at holde ferie, da rigtig mange varer skal flyves ind på øen. Det gælder også mange grøntsager, og varer som vin, mælk og bacon er meget dyre.

Til gengæld kan man glæde sig over, at rommen er både god og billig, og en lokal øl (Banks) kan de fleste steder fås for omkring 5 BBD. 
Det betyder også, at det ikke nødvendigvis er dyrere at spise ude, end at lave maden selv, medmindre man er rigtig god til at bruge de lokale produkter. Læs mere om mad og drikke her

Transport og billeje

Der er busforbindelser til de større byer på øen, og det er altid muligt at købe en arrangeret udflugt på øen. Så længe man holder sig i turistområderne på syd- og østkysten kan man komme langt med de minibusser, der hele tiden kører forbi og dytter som signal til, at der er ledige pladser. Det er en billig fornøjelse.

Vi lejede bil, mens vi var de fem dage på øen – det giver en flexibilitet og frihed til at bevæge sig lidt uden for turistområderne. Vi lejede hos Coconut Car Rentals, og var fuldt tilfredse med både bil og service. 

På Barbados kører man i venstre side af vejen, og det skal man selvfølgelig lige vænne sig til. Vinduesviskerne bliver tændt mange gange i stedet for blinklyset. De lokale kan være både overbærende og irriterede over turisterne, men virker som om, de er vant til dem – og ved at turisterne ikke er vant til at køre i venstre side.

Vejene er ikke altid de bedste på øen, og slet ikke når man kommer lidt ud på landet. Det samme gælder skiltningen, men man kan altid finde en, som gerne hjælper en på rette vej – også selv om det betyder en genvej gennem naboens baghave.

Barbados har ikke egentlige bjerge, men det går en del op og ned af bakke, så det kan anbefales at leje en bil, der kan klare det. Vejene er ikke brede, så bilen skal heller ikke være alt for stor. Vi lejede en Hyundai, som var fin til vores behov. 
Og vi stillede den bare på parkeringspladsen ved lufthavnen, da vi skulle rejse  – ingen problemer.

Ikke bare i Bridgetown men også i andre byer, ved strande, restauranter og supermarkeder, er der kamp om parkeringspladserne, men med lidt tålmodighed lykkes det som regel.

 

Shopping

Barbados er ikke en shopping destination, men i Bridgetown findes der shoppingcentre med de samme mærkevarer, som man finder over resten af verden. Og til nogenlunde de samme priser.

Lokalt kunsthåndværk kan købes flere steder  – også i Bridgetown lige ved krydstogtterminalen.

Rom er nok det bedste køb, man kan gøre på Barbados, og hvis man køber det i forbindelse med et besøg på en af øens romdestillerier, får man også en god oplevelse med i købet. Læs mere her

Aktiviteter

Man kommer ikke til at kede sig på barbados, medmindre man selv ønsker det. Der er masser af aktiviteter, og det er en dejlig ø blot at slappe af og nyde solen, vandet, vejret og rommen.

Her er lidt links til nogle sider, hvor man kan læse mere om Barbados