Guadeloupe under overfladen

Guadeloupe under overfladen.

Der er mange pragtfulde strande på Guadeloupe, og det er svært at blive træt af at beundre det blå vand. Men Guadeloupe byder også på smukke scenarier under overfladen og  noget af det bedste snorkling i de Små Antiller.

God snorkling er for os et rigt fiskeliv, levende koraller og begge dele helst så tæt på kysten, at det ikke er nødvendigt at tage på en organiseret bådtur for at komme dertil. På Guadeloupe og de tilhørende mindre øer, er der flere steder, som opfylder disse kriterier.

Man kommer ikke uden om Pigeon Island på Basse-Terre og Plage de Malendure har også virkelig fine snorkelmuligheder. På Les Saintes er det især ved Pain du Sucre, der er noget at komme efter og så selvfølgelig Petit Terre, som byder på citronhajer tæt på stranden, skildpadder og ikke mindst de graciøse ørnerokker. 

Snorkling Reports side om Guadeloupe fortæller om flere steder – vores favoritter kan du læse mere om nedenfor.

Pigeon Islands - Réserve Cousteau

Pigeon Island – eller på fransk Îlets Pigeon – er et par småøer, som ligger ca. en kilometer ud for kysten ved Bouillante på Basse-Terre. 

Her ligger Rèserve Costeau, som er en undervandspark opkaldt efter den franske flådekaptajn, opdagelsesrejsende, økolog og forsker, Jacques-Yves Cousteau – ofte omtalt som “Father of underwater sea exploration”

Pigeon Island er et fantastisk sted at snorkle og også fint dykkersted, men det er faktisk ikke nødvendigt, da man kan se det meste blot ved at snorkle. Øerne ligger for langt væk fra kysten til at man kan svømme derud, men de kan nås enten ved en organiseret snorkel- eller dykkertur eller i kajak. 

Ved en organiseret tur bestemmer man ikke selv, hvor og hvor længe, man vil være i vandet – der giver en kajak større frihed. Kajakker kan lejes til 1-3 personer flere steder ved Plage Malendure, og man kan leje dem for 3 eller 4  timer eller en hel dag. Vi har flere gange lejet hos Carïbe Kayak – de har fin service og god sikkerhed. Man får en vandtæt tønde med til sine ting, og hvis man ikke selv har snorkeludstyr, er det også inkluderet i prisen. De hjælper med kajakken og giver instruktioner – også på engelsk – samt et telefonnummer, man kan ringe til, hvis man fx. bliver fanget i dårligt vejr.

Turen ud til øerne tager en halv times tid, og er der modvind kan den godt være lidt hård for et par utrænede arme, men det er ikke værre, end at de fleste kan klare det. Vi har valgt at leje kajakker for en hel dag – det giver større frihed, og det kan være svært at løsrive sig, når man først ligger med hovedet nedad. Der er kun et begrænset antal kajakker hos de få firmaer, der udlejer, så uanset hvor man vælger at leje sin kajak, kan det anbefales at booke på nettet på forhånd – så går det også lettere om morgenen, når man skal afsted.
Man skal huske at medbringe vand og evt. mad, for der er intet at få på øen – og der er heller ikke toiletter.  Det er kun tilladt at gå i land på den ene ø, hvor der også er to steder, man kan hive sin kajak på land. Der er mange sten, og det kan derfor være lidt besværligt både at hive kajakken på land og komme i vandet, når man skal ud og snorkle. Der er vi glade for de neoprensokker, vi bruger i vores svømmefødder.

Réserve Cousteau

Der er tre steder ved øen, hvor man kan snorkle – se kortet ovenfor. The Pool, som er et roligt område lige der, hvor man “lander” på øen; The Coral Garden, som er lidt længere ude mellem de to øer, og hvor man – som navnet siger – kan se meget smukke koraller af alle mulige slags. På den anden side af øen er The Aquarium. Her er det fiskelivet, der er den største attraktion, men der er også mange smukke koraller her. Man kan/må ikke svømme rundt om øen, så man er nødt til at gå tværs over øen for at komme til The Aquarium – det er derfor en god idé at have et par badesandaler med. Gåturen tværs over øen tager ca. ti minutter, og man bliver ikke kun belønnet med fin snorkling i The Aquarium, men også med en fin udsigt over området og Basse-Terres vestkyst

Vel ankommet til Pigeon Island er det bare om at hoppe i vandet og nyde, at der som regel er fin sigtbarhed og allerede få meter ude i det lave vand møder man de første fisk. Der er mange sten på bunden her tæt ved kysten, så i det lave vand, er fiskene nemme at se. 
Når man bevæger sig fra The Pool ud i The Coral Garden, kan der godt komme lidt mere strøm og bølgegang, men så længe man holder sig bag de gule bøjer, er det sjældent for voldsomt. De gule bøjer markerer også punktet, hvor både må sejle til, og derfor vil dykkerne som regel også være her. 

Lige uden for de gule bøjer – på ca. 12 meters dybde – er der på havbunden opstillet en statue af og til ære for Jacques Cousteau. Statuen forestiller kun overkroppen, og den kan også ses uden at dykke helt ned på bunden.

Læs mere om snorkling ved Pigeon Island på Snorkeling Reports side her

Plage de Malendure og Petit Malendure

Plage Malendure er en hyggelig strand, men hvis man bare vil sole sig og bade, kan man finde bedre steder. Det er herfra man ror i kajak til Pigeon Island eller måske tager på en organiseret snorkeltur.

Ved  Malendure – og især ved Petit Plage Malendure – er der også rigtig fin snorkling direkte fra stranden. Der er gode muligheder for at se skildpadder, og følger man kysten rundt om pynten i nordlig retning, er der rigtig mange fine koraller og et rigt fiskeliv. Ved Malendure har vi udover en del skildpadder og fisk set både moræner, dragefisk og rokker. Det er  fascinerende væsener, men man skal holde fingrene for sig selv.

Læs mere om snorkling ved Malendure på Snorkeling Report her

îles des Saintes - Pain de Sucre

Godt en halv times sejllads syd for Trois Rivière på Basse-Terres sydkyst ligger Ìles des Saintes – eller les Saintes.  På Terre-de-Haut ligger der en lille halvø – Pain de Sucre – med en lille bitte strand ved bugten Anse du Pain de Sucre. Her er fin snorkling direkte fra stranden, men man skal selv medbringe alt – vand, mad og snorkeludstyr.
Du kan læse mere om Les Saintes og hvordan man kommer dertil her. 

Stranden er fin, men kun et par meter bred, og da der er hegn bag stranden ind til den private grund, er der ingen muligheder for at rykke baglæns

Den bedste snorkling ved  Pain de Sucre er i siderne på bugten, hvor man kan se fine koraller – også nogle som man ikke ser andre steder på Guadeloupe.

Vi har ved Pain de Sucre set fisk og havdyr, som vi kun har set få  eller ingen andre steder, fx. Balloonfish, Orangespotted Filefish og Bearded Fireworm.

Herudover er der gode muligheder for at se de fine Flamingo snegle, der ofte gemmer sig på nogle af de mange viftekoraller. Læs mere på Snorkeling Report

îles de la Petite Terre

Petite Terre er to små ubeboede øer, som ligger ca. 10 km. sydøst for Pointe des Châteaux på Grande Terre (den højre sommerfuglevinge). Her kan du læse lidt mere om øerne og turen dertil.

Petite Terre byder på fantastisk snorkling – både helt tæt på og lidt længere fra kysten.

I området længst væk fra kysten og mellem de to øer bliver der op til 6-7 meter dybt. Her er stærk strøm, som hurtigt kan føre en til havs, så det kræver lidt flere kræfter.

Langs med kysten er der forholdsvis lavvandet og ikke så meget strøm. Hvis man holder sig tæt på kysten, kan også uøvede snorklere være med.

I dette område kan det være en fordel at gå ned af stranden, før man hopper i og så lade sig føre tilbage med strømmen. Snorkling Report har gode oplysninger om  snorkling ved Petite Terre.

Petite Terre - Juvenile Caribbean Reef Octopus
Petite Terre - Rock Beauties
Petite Terre - Juvenile Green Turtle

At snorkle ved Petite Terre minder på mange måder om Tobago Cays. Her er uspoleret og mulighed for at se noget lidt anderledes under overfladen.

Den graciøse plettede ørnerokke ses ofte i området lidt væk fra kysten, og her kan man også se andre rokker, skildpadder og barracudaer.

Der er gode chancer for at se mindre citronhajer ved Petite Terre. De svømmer rundt i det lave vand ganske få meter fra stranden og ses faktisk bedst uden at stikke hovedet under vand. Herudover kan man se andre rokker, skildpadder og et væld af forskellige fisk.
Nogle koraller ved øerne er desværre ødelagt, men heldigvis er der også nogle fine intakte koraller.

Nedenfor ses et lille udpluk af, hvad vi så under overfladen ved Petite Terre

Marie Galante - Anse Canot

Marie Galante er bestemt et besøg værd, men man skal ikke tage dertil for snorklingens skyld. 
Vi snorklede lidt fra stranden ved Anse Canot, men det var meget begrænset, hvad der var at se under overfladen. Selve stranden var derimod rigtig fin, ligesom flere andre strande på øen. Du kan læse mere om Marie Galante her.

Marie Galante, Anse Canot - French Angelfish
Marie Galante, Anse Canot
Marie Galante, Anse Canot - Starfish